- Forside
- Om Small Danish Hotels
- Slotte & Herregaarde
Om Slotte & Herregaarde
Drømmer jeg eller er jeg vågen?
Slottene og herregårdene udgør en eventyrlig ramme om en pragtfuld weekend, en hyggelig middag, et møde, en konference eller markeringen af en familiebegivenhed, og man føler utvivlsomt trang til at udbryde præcis som H. C. Andersen, da han beskrev en sommerferie på en fynsk herregård med disse ord: ”Varm Frokost, herlig Viin og gode Senge”.
En fornem ramme om selskaber
På slottene og herregårdene er der en århundredgammel tradition for selskabelighed. De store huse har udgjort den fornemme ramme om utallige frokoster, middagsselskaber og baller. Bordet blev festligt dækket med hvid damaskdug, kostbart porcelæn, sølvbestik, krystalglas, foldede servietter og smukke blomsterdekorationer, og det var ikke usædvanligt at servere mellem fire og tolv retter. Damerne mødte naturligvis op i pragtfulde rober med funklende smykker, mens herrerne var i kjole og hvidt. Efter middagen blev der danset vals, polka, mazurka og lanciers til den lyse morgen. Damerne havde balkort, men anstændigheden bød, at herrerne kun måtte danse to danse med den samme dame.
Denne fordums pragt kan man opleve den dag i dag – selvom der måske er lidt færre retter, og selvom etiketten nok har forandret sig noget. Slottene og herregårdene er det ideelle sted at fejre en rund fødselsdag eller en anden af livets store begivenheder, og navnlig er det en helt speciel og uforglemmelig oplevelse at holde bryllup på et slot eller en herregård.
Godt for sjæl og legeme
Mange har opdaget, at slottene og herregårdene også egner sig fortræffeligt til møder og konferencer. Rammerne er i sig selv inspirerende, og udbyttet af arrangementet bliver større, fordi man kommer væk fra de traditionelle mødelokaler, der har en tendens til at ligne hinanden. Alene et kig ud af vinduet ud over parken, søen og skoven er befordrende for tankeprocessen.
Den omgivende natur giver også gode muligheder for at kombinere et møde eller en konference med teambuilding, f.eks. på aktivitetsbanen ”Go High” fra skovbunden til trætoppene på Kragerup Gods. Flere slotte og herregårde tilbyder også golfferie med adgang til nærliggende golfbaner. Og når dagens møder er til ende, disker dygtige kokke op med spændende måltider – og til allersidst kan man så glæde sig til at kunne gå til ro i den fine himmelseng i grevindens røde værelse. Kort sagt: et slots- og herregårdsophold er godt for både sjæl og legeme.
Se slotte & herregårde







