Hirtshals Fyr

Gå i historiens spor

Oplev byens smukke vartegn og nyd den fantastiske udsigt fra Hirtshals Fyr. Hirtshals Fyr ligger ikke langt fra Hirtshals centrum, og ved at tage en gåtur langs Husmoderstranden kan du hurtigt få øje på det smukke vartegn. I området omkring Hirtshals Fyr kommer du også helt tæt på 2. verdenskrig ved at besøge Bunkermuseet Hirtshals 10. batteri.

Historien
Hirtshals Fyr på toppen af Stenbjerg er byens smukke vartegn. Fyret blev indviet i 1863 og er bygget i Kong Frederiks den VII's tid. Kongens monogram pryder tårnet lige over indgangsdøren. Hirtshals Fyr er 35 meter og har en fokushøjde på 57 meter. Det vil sige, at lampens midte er 57 meter over havets overflade. Grunden, tårnet er bygget på, ligger 22 meter over havet. Tag de 144 trin op og nyd den fantastiske udsigt over Skagerak og Vendsyssel.

Lyset kan ses 25 sømil fra land
Lampen i toppen er på 400 watt, og af den første linse forstærkes lyset til 100.000 lys. Af de yderste linser - det er dem, der roterer, bliver det forstærket til 1 1/4 millioner lys. I klart vejr kan det stærke lys ses helt op til 25 sømil fra land. 

Seks timer om at pudse linserne
Linserne er håndslebne, og det tager godt seks timer at pudse dem.

Den ondsindede Ånd
Fyrets første fyrpasser Andreas Petersen fik en kort karriere. Blot 19 dage efter indvielsen hængte han sig fra fyrets top. De lokale gav Gruelige Peter skylden, og troede at han ville have fyret slukket. Ifølge de lokale var Gruelige Peter en slags menneskelig rovfugl, som boede på Stenbjerg og levede af strandhugst, til stor irritation for områdets fiskere.

Kaffestuen
Den hyggelige kaffestue med hjemmebagt kage er åbent i højsæsonen fra den 18. juni til den 4. september kl. 10 – 17. Udover højsæsonen har kaffestuen åbent på følgende datoer:
9. april til 18 april, 26. maj til 29. maj, 4. juni til 6. juni, 15. oktober til 23. oktober - alle dage fra kl. 13-17.

Når julen nærmere sig holder kaffestuen åbent alle søndage i advent fra kl. 13-17. 

Adventssøndage
27. november. 4. december, 11. december og 18. december.

Udstilling
I Maskinstuen er der en udstilling af effekter fra en svunden tid på Fyret, samt i Madpakkerummet er der bl.a. en Stenudstilling om stenene på Hirtshals Klint.

Stenture 2022
I sommeren 2022 arrangerer Hirtshals Fyr sammen med Vendsyssel Stenklub stenture med turledere Lars Danielsen og Hugo Richner fra Vendsyssel Stenklub. Tag med og oplev geologien på Hirtshals Klint nedenfor Hirtshals Fyr. Der er arrangeret stentur på følgende søndage: 
Uge 26 Søn. 03. jul. 2022 kl. 11.-14.
Uge 28 Søn. 17. jul. 2022 kl. 11.-14.
Uge 30 Søn. 31. jul. 2022 kl. 11.-14.
Uge 32 Søn. 14. aug. 2022 kl. 11.-14.

Mødested: Madpakkerummet, Hirtshals Fyr.
Gratis deltagelse.

Kunst på fyret

4 gange om året bliver der holdt udstillinger på Fyret. Udstillingerne afholdes i Assistenthuset, der er et af de to beboelseshuse omkring fyret. Udstillingerne er nøje udvalgt af ”Støtteforeningen Hirtshals Fyr"s udstillingsudvalg, og hedder ”Kunst på Fyret”. Det er flotte udstillinger med spændende og unikke kunstere. I efterårsferien 2021 kunne man blandt andet opleve den dygtige goblinvæver Jenny Hansen, der udstillede sine gobelinvævninger, og maleren Mogens Nielsen, der udstillede med sine meget levende og betagende malerier. Se et overblik over de kommende udstillinger her:

Påskeudstillingen
Søndag den 10. apr. til mandag den 18. apr. 2022.
Åben hver dag fra kl. 13-17.
Fernisering Palmesøndag den 10. apr. 2022 kl. 13.


Sommerudstilling
Lørdag den 25. jun. til søndag den 10. jul. 2022.
Åben hver dag fra kl. 13-17.
Fernisering lørdag den 25. jun. 2022 kl. 13.


Efteråret
Lørdag den 15. okt. til søndag den 23. okt. 2022.
Åben hver dag fra kl. 13-17.
Fernisering lørdag den 15. okt. 2022 kl. 13.

Åbningstider

Fyret har åbent alle årets dage fra kl. 10.00 til solnedgang.

Opdateret af:
VisitNordvestkysten, Hirtshals info@visitnordvestkysten.dk
VisitNordvestkysten, Hirtshals