Den Gamle Lillebæltsbro

Gå i historiens spor

Der er mulighed for en smuk cykel- eller gåtur gennem Snoghøjgaardparken på Fredericia-siden. På broen har du en fantastisk udsigt over Lillebælt samt til den smukke skov - Hindsgavl Dyrehave på Middelfart-siden. Vil du have en ekstra en på opleveren, har du muligheden for at gå ovenpå broen – det såkaldte Bridgewalking, som man kan booke en plads til på www.bridgewalking.dk

Ønsker du at overnatte i nærheden af Den Gamle Lillebæltbro har vi både Hotel Medio og Trinity Hotel og Konferencecenter i nærheden.

Fun fact: Den Gamle Lillebæltsbro er afbilledet på den danske 100 krone seddel.

 

Kort fortalt

Den Gamle Lillebæltsbro, før kaldt Lillebæltsbroen blev opført i årerne 1925-1935, og var den første faste forbindelse mellem Jylland og Fyn. Konstruktionen var i sig selv en betydelig ingeniørmæssig bedrift i mellemkrigstiden, og med den samtidige indsættelse af nye lyntog faldt transporttiden mellem Jylland og hovedstaden betragteligt.

Allerede i 1950'erne betød udviklingen i bilismen dog, at der blev behov for en ny forbindelse over bæltet, og Den Nye Lillebæltsbro stod færdig i 1970.

 

Historien om Lillebæltsbroens tilblivelse

Ideen om en fast forbindelse over trafikknudepunktet ved Lillebælt blev første gang debatteret på Rigsdagen i 1855 uden dog at føre til mere konkrete planer. I 1872 indsattes Danmarks første jernbanedampfærger på ruten, så man kunne overføre gods og passagerer uden omstigning. I de følgende år fulgte flere forslag til faste forbindelser, men først efter genforeningen 1920 kom der så stort pres på Lillebæltsoverfarten, at kravet om en løsning for alvor pressede sig på.

For at imødekomme det stigende behov fremsatte Regeringen i 1923 forslag om en jernbanebro over Lillebælt som et på sigt fornuftigt økonomisk alternativ til en videre udbygning af færgedriften. Af sparehensyn og på grund af den stadig relativt begrænsede privatbilisme var det ikke planen, at broen skulle kunne benyttes af biler. Disse kunne dog eventuelt fragtes over via en såkaldt ”hængefærge” under broen. Allerede fire år senere havde biltrafikken dog udviklet sig så kraftigt, at det ikke gav mening med en ren jernbanebro og det blev derfor i 1927 besluttet, at broen skulle være en kombineret jernbane- og bilbro, og at merudgiften hertil skulle dækkes af en øre af benzinafgiften pr. liter – den såkaldte ”broøre”.

Opdateret af:
VisitFredericia turisme@fredericia.dk
VisitFredericia