Kulturhistoriske ø-oplevelser

Gå i historiens spor

Enehøje – den største ø i Nakskov fjord

Polarforskeren Peter Freuchen boede og ejede øen fra 1926-1940. Her opsatte han et fascinerende monument af hvalkæber, som står til minde om Freuchens polarekspeditioner, særligt i Grønland.

Borgruinen på Slotø

Gå på opdagelse i resterne Europas ældste skibsværft, borgruinen Engelsborg. Borgruinen er anlagt omkring år 1509 af Kong Hans. I 1500-tallet lå øen strategisk godt, bl.a. fordi man herfra kunne beskytte mod indsejlende skibe til Nakskov.

Langøs maritime oplevelser

Langø blev i 1800-tallet inddæmmet i Lolland ved digebyggeriet, således er Langø i dag en halvø. På havnen kan man stadig nyde synet af de gamle trækuttere. Byen emmer af den maritime historie med de hyggelige fiskerhuse og stejlepladser, hvor der tørres og renses garn. På Langøs højeste punkt kan man nyde den enestående udsigt ud over fjorden og udforske den ca. 6.000 år gamle jættestue.

Avnede Strand – oplev sten- og bronzealderen

Ved Avnede Strand er der hverken vand eller strand tilbage, men her, få kilometer øst for Nakskov, findes der flere gravhøje og stendysser, der er et besøg værd. Langdyssen i skoven ligger smukt i en lysning. Tæt ved, i Torpe Skov, ligger der en klynge af 12 gravhøje samt flere små gravhøje.

Ø-hop i Nakskov Fjord

For en oplevelse i det fascinerende ø-rige er det muligt at tage en tur med Postbåden som arrangerer ø-hop til nogle af de mindre øer og sandtangen Albuen. Det er også muligt at tilbringe dagen på Hestehovedet Strand, hvorfra man via en lille bro kan besøge øen Kuddeholm.

Opdateret af:
Visit Lolland-Falster info@visitlf.dk
Visit Lolland-Falster