Landbrugsmuseet Skarregaard

Gå i historiens spor

På Landbrugsmuseet Skarregaard er tiden gået i stå, dengang farfar var knægt. Og så alligevel ikke helt, for gården er et meget aktivt sted med udstillinger og moderne økologisk landbrugsdrift.

Et landbrug i 1950’erne var et familiebrug, hvor der var brug for alles hjælp, ligesom der var karle og piger på gården. Den fornemmelse af Morten Korch idyl, oplever man tydeligt på Skarregaard. Og den firlængede slægtsgaard i bakkerne ved fjorden er ikke bare en kulisse, men den ægte autentiske vare. I stuehuset går man rundt i stuer og køkken, som det var indrettet dengang i 1950’erne, og i gårdens længer mærker man det hårde slid, som arbejdet på gården var med datidens redskaber og mange gøremål.

I 1950'erne boede der ingen børn på Skarregaard. Det forhindrer dog ikke børn i at kunne få en skøn oplevelse og fornemmelse af, hvordan livet på landet formede sig i deres bedsteforældres tid. På gårdspladsen skal dynen bankes med tæppebankeren, og tøjet vaskes med vaskebræt.

I avlsbygningerne kan man få en fornemmelse af hvordan de jyske heste har fyldt godt op i stalden, hvordan køerne skulle malkes, og går man ind i laden, kan man se alle de redskaber man skulle bruge på landet. Man kan sågar se hvordan gården bliver mekaniseret.

Området omkring Skarregaard er noget af det smukkeste på Mors, hvilket gør det ideelt som udflugtsmål for alle generationer, hvad enten man ønsker at sætte sig med en madkurv, eller gå en tur på de skønne naturstier.

Landbrugsmuseet Skarregaard er en afdeling af Museum Mors

Når entre billetten er betalt kan man, indenfor året, komme gratis ind på: Støberimuseet, Fossil- og Molermuseet og Dueholm Kloster.

Opdateret af:
Morsø Turistbureau - Destination Mors mt@visitmors.dk
Morsø Turistbureau - Destination Mors