Langdyssen ved Ormstrup er opført på en lille bakke og er dermed godt synlig i landskabet, men stenalderfolkene som byggede den, var ikke tilfreds dermed. Derfor gravede de muldlaget væk i et 7 meter bredt bælte om dyssen, så den virkelig fremtræder som et monument. Dét ved vi fordi Langelands Museum i 1957 udgravede hele langdyssen med høj.
Udgravningen afdækkede at højen er bygget op af et første kernelag af mange sten og oven på stenpakningen et lag af græstørv og jord. Den nederste stenpakning har tilsyneladende ikke gået helt ud til randstenene, men ladet et frirum bestå langs indersiden af randstenene. Det har fået arkæologer til at foreslå at dyssen i en første fase kun har haft det nederste stenlag, og at den først senere er blevet dækket af tørv og jord. Efter udgravningen blev langdyssen restaureret med højfyld helt ud til randstensrækken.
Under udgravningen blev der i kammeret og på en stendynge fundet genstande fra stenalderens sidste del, under stendyngen var der lerkarskår fra tiden da dyssen blev opført, omkring 3.100 f. Kr. Desuden fandt man en urne fra yngre bronzealder der var placeret i højen uden for kammeret. I urnen var der brændte knoglerester. At der i bronzealderen har været aktivitet i området, ved vi fordi man længere ned ad vejen kan finde flere bronzealderhøje. Dyssen er i øvrigt en slags nyhed – den blev først lokaliseret i 1950 af Hakon Berg fra Langelands Museum.
(Tekst & billeder fra: "Fortidsminder på Langeland", af Morten Gaustad)