Thornæs Destilleri - Nordsjællands whiskydestilleri

Gå i historiens spor

Destilleriet startede produktion i 2019 og ledes til dagligt af grundlæggeren Torben Thornæs Andersen. Torben er oprindeligt universitetsuddannet i dansk sprog og litteratur, men efter en karriere i reklame og kommunikationsbranchen valgte han i 2018 at skifte spor og forfølge sin drøm om at producere dansk whisky.

Det er der kommet et yderst charmerende og rustikt destilleri ud af, som i dag både fremstiller single malt whisky og en række andre spiritusprodukter, bl.a. gin og snaps.

Et Craft Distillery med fokus på kvalitet og unikke produkter

Thornæs Destilleri er et såkaldt Craft Distillery. Kort fortalt betyder det, at destilleriets udstyr hovedsageligt består af simple kedler og tanke, der betjenes manuelt ved hjælp af ventiler og relæer. Det er kedelpasserens job – eller still-mandens, som det hedder i fagsproget – at åbne og lukke alle de rigtige steder, så produktionen kører, som den skal. For at sikre en konstant høj kvalitet, må still-manden også lægge smagsløg til en del prøvesmagninger, når den gode spiritus skal adskilles fra den dårlige. Men det overlever vedkommende nok …

Rundvisninger og gårdbutik

Thornæs Destilleri arrangerer rundvisninger flere gange om ugen, hvor interesserede kan komme helt tæt på dansk spiritusproduktion og smage nogle af destilleriets produkter. Rundvisningen giver et unikt indblik i de arbejdsprocesser, der skal til for at kunne forvandle vand, gær og malt til whisky. Undervejs vil der også blive fortalt om den øvrige produktion, herunder hvordan krydderier, urter og frugt bliver til fx gin, snaps og brandy. Efter rundvisningen vil der blive delt smagsprøver ud ved langbordene i smagerummet, hvorfra der er fri udsigt til de smukke kobberkedler og resten af produktionen i destilleriet.

I gårdbutikken, som er indrettet sammen med smagerummet, kan man naturligvis købe alle destilleriets aktuelle produkter samt andre varer og gaveartikler, som relaterer sig til whisky- og spiritusuniverset.

Gården Falkendal

Som navnet antyder, ligger gården Falkendal i et område, hvor der gennem tiden har ynglet mange falke. Det gør der stadig, ligesom der også bor ugler og ørne. På gården har der i årtier været dyrket hø, halm og korn, og der har været både heste og køer, selvom det efterhånden er nogle år siden. På hovedhuset kan man se inskriptionen ”1943” over dørpartiet, men tallet angiver alene året for en større renovering. Selve gårdens historie strækker sig længere tilbage i tiden til sidste halvdel af 1800tallet.

Udsigt til Kongernes Nordsjælland

Fra destilleriet er der en fantastisk udsigt til Gribskov og Solbjergengsø, som begge er en del af nationalparken Kongernes Nordsjælland. Kigger man ud over landskabet, vil man ofte kunne få øje på rovfugle, store flokke af vandrefugle samt rådyr, der kommer listende ud fra skovbrynet. Dyrene lokkes til af søen, men det hjælper sikkert også, at gårdens ejer i vintersæsonen lægger gulerødder ud for at sikre nok føde til den lokale bestand. Destilleriet giver også sit til dyrenes velbefindende, når den tiloversblevne mask, som er et restprodukt fra mæskningen af whiskymalten, drysses ud i skovbrynet. Så kan dyrene rigtig få lov til at mæske sig.

Besøg Thornæs Destilleri - Praktiske oplysninger

  • Åbningstider i gårdbutik, oktober-marts: Mandag-fredag kl. 11-15.
  • Åbningstider i gårdbutik, april-september: Mandag-fredag kl. 10-16. Lørdag kl. 11-14.
  • Ændringer ift. normal åbningstider, fx ifm. helligdage og mærkedage, annonceres på destilleriets hjemmeside.
  • Parkering: Der er parkeringsområde ved destilleriets indgang med plads til cirka 10 biler.
  • Find vej: Lokalbane til Kagerup Station eller Duemose Station afgår fra Hillerød Station. Busrute 363 afgår fra Duemose Station og Kagerup Station og kører til Kagerup, Gribskovvej, hvorfra der er 2 minutters gang til destilleriet. Der er 25 minutters gang til destilleriet fra begge stationer, der ligger cirka lige langt væk.
  • Rundvisninger: Tider kan bestilles direkte på destilleriets hjemmeside.
  • Bemærk: Destilleriet råder ikke over et handicaptoilet.

Opdateret af:
VisitNordsjælland info@visitnordsjaelland.com
VisitNordsjælland

  • Thornæs Destilleri - Nordsjællands whiskydestilleri
  • Kagerup Byvej 20B
    3200 Helsinge
  • www.thornaes.com