Brødremenighedens Museum

Gå i historiens spor

Gå på opdagelse i Brødremenighedens udstillinger i Søstrehuset.

I udstillingerne fortælles om Brødremenighedens historie og musiktraditioner, ligesom det er muligt at se Kammerherreinde Christina Friedericas mindestue. Der er også mange spændende genstande fra Brødremenighedens mission rundt om i verden.

Desuden er der mulighed for at se malerier af kunstner Jeppe Madsen-Ohlsen og fotografier af fotograf Ole Akhøj.

Udstillingerne finder man på 1. og 2. sal i Søstrehuset, Nørregade 14, 6070 Christiansfeld.

Korsalen
Korsalen er et helt unikt rum med hvide træbænke, et smukt orgel og flotte lysekroner.

I midten af 1800-tallet, hvor Søstrehuset havde sin storhedstid som hjem for byens ugifte kvinder og piger, var der livlig aktivitet på alle etager med omkring 250 beboere. Kvindernes sociale og åndelige fællesskab var knyttet sammen med aktiviteter som madlavning, håndværk og ikke mindst af dagens mange andagter med sang og bøn, som foregik i den store korsal.

Når man opholder sig i korsalen mærkes det knapt, at tiden er gået. Alt er intakt - fra de lange, hvide træbænke og det smukke orgel for enden af rummet til lysekronerne i snoretræk fra loftet. I forbindelse med restaureringen i 2012-2014 var der derfor fokus på at bevare rummet og dets interiør for eftertiden på bedste vis.

Lundby dukkehusudstilling
I Søstrehusets kælder finder du Lundby Dukkehusudstillingen, der består af 20 dukkehuse fra forskellige årtier i det 20. århundrede.

Entré: 40 kr. for voksne, 10 kr. for børn u/ 18 år.
(Entré giver adgang til museet, korsalen og Lundby Dukkehusudstillingen i kælderen)

Åbningstider: I Christiansfeld Centrets åbningstider.

Opdateret af:
VisitKolding info@visitkolding.dk
VisitKolding