Begge steder står stubbe af stenalderskoven og vidner om, at der her var tørt land, inden Øhavet blev dannet.
Lindelse Nor er et lavbundet nor, hvor den nuværende havbund ligger på meget lavt vand. Sammenholdt med det omkringliggende land kan man her forestille sig landskabet både før og efter den voldsomme oversvømmelse i stenalderen.
I slutningen af Ældre Stenalder, for ca. 6000 år siden, var klimaet mildt og varmt, og næsten hele landet var dækket af tætte skove. På den tid havde havstigningen allerede nået et højt niveau. I Syddanmark var landhævningen efter istiden aftaget betydeligt og var for længst overhalet af den samtidige havstigning. Alligevel udgjorde Sydfyn sammen med Langeland, Tåsinge, Ærø og flere af småøerne stadig et stort sammenhængende landområde, der først blev delvist oversvømmet relativt sent i forløbet. Det skyldes bl.a., at der i landskabet fandtes en række tærskler, som havet først skulle trænge ind over, før de lavtliggende dele blev oversvømmet og dermed forvandlet til det Øhav, vi kender i dag.
De træer, som stod på det vestlige Langeland, da vandet steg op om dem, groede formentlig i starten af Yngre Stenalder. De kunne ikke tåle det salte vand og døde. Efterhånden som træerne gik ud, styrtede de om i vandet, og det forhindrede dem i at rådne bort. Derfor kan man flere steder stadig se velbevarede stubbe og stammer på havbunden.
Lindelse Nor er overordentlig rig på arkæologiske fund såsom flinteværktøj: økser, knive, skrabere og bor, ligesom der er lerkarskår fra mange typer potter og kar. Mængden af fund vidner om, at Lindelse Nor har været et vigtigt og yndet opholdssted for bondestenalderens mennesker.
