Kunstneren Knud Viktor (1924-2013) voksede op på Samsø. Senere blev han pioner inden for field recording og lydkunst baseret på optagelser af naturens mindste lyde, men allerede i barndommen på Samsø var interessen for naturen vakt.
”Lyden af sommer”
I midten af 1920’erne flyttede en lille dreng med sin familie fra København til Samsø. Først til Kolby og senere til landsbyen Pillemark, hvor drengen, Knud Viktor, samt hans lillebror og -søster voksede op i Storegade. Der findes ikke megen vidnesbyrd om den unge Knuds liv, men man ved, at han i 1930 begyndte i skole i Pillemark, og det fortælles, at han ofte dagdrømte og foretrak ”det frie liv” frem for skolebænken. ”For drengene lokkede Tranemosen med det dybe, klare vand, hvor gedder og aborrer boede, og hvor små vige kunne gemme en båd bag høje siv, mens guldsmede svirrede rundt i solhavet ovenover. […] Hele stemningen blev bundet sammen af myriader af insekters summen, selve lyden af sommer,” fortæller Knuds bror, Hans Lauritz Christensen, om de to brødre, i en artikel i Slægts- og Lokalhistorisk Forening Samsøs Årbog 2016.
Fra bygningsmaler til kunstmaler
Knud Viktors far, Victor Christensen, ernærede sig som malermester, og da Knud i 1939 fik sin mellemskoleeksamen fra Samsø Realskole i Tranebjerg, kom han straks i lære hos sin far. I løbet af læretiden begyndte Knud at tage tegneblok og akvarelfarver med, og i middagspauserne øvede han sig, fortæller hans bror, som også var i lære hos faren: ”Var der for megen larm omkring ham, forsvandt han med sit grej ud til mosen eller til en skovkant, hvor han kunne sidde i fred og slås med centralperspektiv og komplementærfarver. Allerede dengang var han ved at blive en enspænder, der helst gik sine egne veje” .
Kort efter at være blevet udlært som bygningsmaler, drog Knud til København for at aftjene sin værnepligt ved Livgarden, hvorefter han uddannede sig til kunstmaler på Det Kongelige Danske Kunstakademi fra 1951-58. I akademitiden malede Knud Viktor især impressionistisk inspirerede landskabsmalerier, men hans kunst udviklede sig til også at omfatte grafik, fotografi, film og lyd. Det er hans banebrydende lydværker, han er mest kendt for.
Lys og lyd
I 1961 flyttede Knud Viktor til et bjergområde i Sydfrankrig for at ”male van Goghs lys”. Her boede han med sin kone og børn i tæt sameksistens med naturen i et ensomt beliggende hyrdehus ved Lubéron-bjerget, og snart blev kunstmaleren opslugt af naturens lyde.
I et interview i Dansk Musik Tidsskrift Årgang 68 (1993-1994) fortæller Knud Viktor om, hvordan lyden af cikader i den sydfranske dal inspirerede ham til et skifte i hans kunstneriske virke: ”Gennem cikaderne blev jeg opmærksom på, at lys og varme havde indflydelse på lyden. Det fik mig til at begynde hele mit lydarbejde, for det var jo fantastisk for en maler, der kom herned på grund af lyset, at opdage, at det var kædet sammen med lyden. Cikadernes rytme forandrede sig med lyset: gik der en lille sky for solen, var der altid en cikade, der begyndte at hakke lidt i det, eller rytmen blev langsommere.”
Autodidakt elektronik-opfinder
Snart udskiftede Knud Viktor lærred og pensel med avanceret lydteknisk udstyr, som han selv byggede af komponenter fra loppemarkeder. Han havde lært om elektronik gennem et kursus på fransk TV, og hans hjemmebyggede udstyr bestod bl.a. af en parabolmikrofon lavet af et stort metalgrydelåg.
Fra hans lydstudie i det lille hus var der ført lange kabler med mikrofoner ud til forskellige lydkilder i det særlige naturmiljø i Lubéron-dalen, bl.a. fuglereder og musehuller. Med sit specialiserede udstyr fik han adgang til en verden, som de færreste mennesker har kendskab til: Lyden af en vild kaninunge, der snorker i sin hule, bankelydene fra orme, der arbejder sig gennem gammelt træ, den dybe rumlen fra bjerget, en snegl, der gnasker i et salatblad, en uglefamilies redebygning.
Lydoptagelserne mixede og manipulerede Knud Viktor med hjemmelavede effektmaskiner og komponerede lydene sammen til såkaldte ”lydbilleder” – værker, som hverken er rene dokumenterende feltoptagelser eller decideret musik, men noget midtimellem, hvor både det naturalistisk genkendelige og det bearbejdede er til stede.
Lyd blev Knud Viktors centrale medie og fra 1970’erne omtalte han konsekvent sig selv som ”lydmaler”. I de følgende årtier blev han et anerkendt navn inden for lydkunst og field recording i Frankrig, hvor han var bosat i næsten 50 år, mens han kun havde sporadiske aktiviteter i Danmark.
En jordborger fra Samsø
Efter Knud Viktors død i 2013 er interessen for ham vokset markant, bl.a. i form af gen- og nyudgivelser af hans værker, radioprogrammer, avisartikler og udstillinger, og unge kunstnere og forskere verden over har opdaget ham som rollemodel. På mange måder repræsenterer både hans levevis og kunst et moderne natursyn med en opmærksomhed på forholdet mellem menneske og natur, som i dag er både aktuel og tankevækkende.
Selv afviste Knud Viktor betegnelsen ”natur”, idet han mente, at der i ordet findes en modsætning mellem den, naturen, og os, menneskene. Han kaldte sig selv for ”jordborger” og plæderede for, at fremfor at være hævet over eller adskilt fra naturen, så er vi mennesker og naturen to alen af ét stykke. Det er netop dette natursyn, som hans kunstneriske praksis formidler, når naturens skjulte lyde åbenbares for os og lærer os at lytte til naturen i både bogstavelig og overført betydning.
Hermed kan Knud Viktors natursyn siges at foregribe den grønne dagsorden, som også Samsø er blevet kendt for. Og måske var det også på Samsø, at hans evne til at lytte til naturen opstod. Hans bror fortæller om sommeraftenerne i haven i Pillemark: ”Så sad hele familien ude med kaffe og saftevand, lyttede til stilheden og kiggede efter flagermus, der flaksede rundt på jagt efter insekter, og efter pindsvin, der snøftede under buskene, mens mørket kom listende ovre fra ”Søren Skomagers” fire bistader bag hegnet.”
Fakta:
- Knud Viktors fødenavn var Knud Victor Christensen, men han ændrede det til Knud Viktor i 1950’erne.
- Knud Viktors far købte i 1945 et hus på Ringvejen i Pillemark til sine malersvende, bl.a. Knud Viktor og hans bror. Huset blev kaldt ”Uranienborg”, da svendene malede Tycho Brahe på ét af køkkenskabene.
- Knud Viktor fik sit kunstneriske gennembrud i Frankrig i 1973 med det kvadrofoniske lydmaleri, Image V, komponeret af lyde fra Lubéron-bjerget. Det blev opført i Radio France Paris – Frankrigs svar på DR.
- I 1970’erne begyndte Knud Viktor at skabe kvadrofoniske lydværker og opfandt den såkaldte ”tetramix” – en intuitiv lydmixer med fire lydkanaler, hvis lige stadig ikke findes den dag i dag.
- Knud Viktor flyttede i 2010 tilbage til Danmark og døde i København i 2013.
- Institut for Dansk Lydarkæologi har i de senere år gen- og nyudgivet flere af Knud Viktors værker.
- I sommeren 2023 præsenteres Knud Viktors kunst på en udstilling på Samsø, bl.a. i Anton Rosen Huset.
