Store Vildmose er i dag en blanding af opdyrkede arealer som dels anvendes til landbrugsjord, dels til afgræsning af kreaturer. Men der findes stadig ca. 450 ha. mosearealer.
En vandre/cykeltur gennem Vildmosen byder altid på lidt af hvert.
I vinterhalvåret træffes store flokke af svaner og gæs (sangsvane, grågås, kortnæbbet gås m.fl.) også fouragerende rovfugle (musvåge, kærhøge, spurvehøg, tårnfalk) kan nydes i dette område.
Store Vildmose er resterne af hvad der tidligere var Europas største højmose. Mosen er beliggende mellem Aabybro, Pandrup og Brønderslev. Store Vildmose er oprindeligt tørt land, som blev dyrket helt op i Jernalderen, men fra ca. 1500 f.Kr. begyndte der at komme klimaforandringer, og jernalderbønderne blev fortrængt fra området. Mosen voksede med tiden til en stor højmose på ca. 50.000 kvadratmeter.
Staten opkøbte store dele af Vildmosen i 1920'erne, og frem til 1950'erne begyndte et stort dræningsprojekt. Størstedelen af mosen blev derpå drænet og opdyrket, og i dag er der kun rester tilbage af den oprindelige Vildmose.
Læs mere om Store Vildmose i denne folder
Myter og sagn om Store Vildmose
Stenene på Sandelsbjerg i Store Vildmose
Den nye kirkeklokke på Børglum Kloster generede jættekvinden i Thise. Hun klagede sin nød til trolden, som havde været hendes forlovede i mange hundrede år. Han besluttede at smadre kirkeklokken med én kæmpestor sten. Han forsøgte tre gange uden held. Første sten ramte Aabybjerg, anden sten ramte Sandelbjerg, og den tredje Thise bakker. Ingen af de tre sten ramte altså Børglum Kloster, og trædestenene ligger nu samlet ved Sandelsbjerg i store Vildmose.
Røvernes trædesten i Store Vildmose
I gamle dage var mosen et frygteligt sted - en kæmpe højmose, hvori man kunne fare vild, synke i, eller måske endda blive overfaldet af røvere. Det fortælles, at disse røvere boede på Sandelsbjerg, og at trædestenene er lagt af røverne efter et meget snedigt system. Det skete nemlig engang imellem, at røverne efter deres tyvetogt blev forfulgt. Røverne kendte stenene i Vildmosen life så godt som deres egen bukselomme, og forfølgerne hoppede ikke langt nok og faldt i mosen.
Historien om gårdene nr. 1-19 i Store Vildmose
Omkring 1930 var der problemer med kvægtuberkulose, og staten besluttede at bruge Store Vildmose som karantæneomreåde for raske dyr. Landmænd fra hele landet sendte deres raske kreaturer herop, så de i mellemtiden kunne få deres stald desinficeret.
Der blev bygget 19 staldgårde, der hver bestod af to staldlænger og en lade - altså intet stuehus. derudover blev Centralgården, der fungerede som hovedgård, opført med boliger til forvalteren og karlene. Herfra red karlene sommer og vinter ud til gårdene og passede kreaturerne.
Da tuberkulosen var udryddet. lod man en del af den ene stald ombygge til bolig. herfter blev gårdene forpagtet ud. Det var et nøjsomt liv. Først i 1970´erne, hvor Københavnerne fik smag for den gode vildmosekartoffel, kom der bedre tider til landmændene. De havde forinden købt gårdene af staten. Efterhånden har gårderne i store Vildmose fået hver deres særpræg, men i daglig tale hedder de stadig gård 1, gård 2, osv. Man bruger ikke vejrnumre.
