Vejle Ådal

Gå i historiens spor

Vejle Ådal, der er den største af områdets tunneldale, byder på fantastiske naturoplevelser og kulturhistoriske højdepunkter, og kaldes da også Danmarks Naturpark. Vejle Ådal byder på mange vandre- og cykelstier.

Den mest kendte er Bindeballestien, der følger den nedlagte Vandelbanes spor fra Vejle igennem Vejle Ådal til Bindeballe ved Hærvejen. 

Til Vejle Ådals mosaik af seværdigheder hører: Den gammeldags landhandel og købmandsmuseum, Bindeballe Købmandsgård - Randbøldalmuseet med bl.a. vandeksperimentarium - Frederikshåb Møllepark - Egtvedpigens Grav fra bronzealderen - Ravningbroen fra vikingetiden -  Robert Jacobsens og Jean Clareboudts imponerende skulpturer i Tørskind Grusgrav - Vork Bakker, samt Randbøl Hede og Frederikshåb Plantage. Fra toppen af Runkenbjerg er der en fantastisk udsigt over Ådalen. 

Et besøg værd er også den gamle barokkirke i Nørup og området omkring Engelsholm Slot og sø. 

I Vejle Ådal er der også flere gode spise- og overnatningssteder.

Den største by i Vejle Ådal er Egtved. Byen er primært vokset op omkring anlæggelsen af den smalsporede Kolding-Egtved Jernbane, der var i drift fra 1898 til 1930. Fra at være en lille landsby udviklede Egtved sig hurtigt til en lidt større stationsby. Egtved Museum fortæller egnens historie.

Opdateret af:
Destination Trekantområdet – VisitVejle visitvejle@vejle.dk
Destination Trekantområdet – VisitVejle