Vestegnshotel kåret som Årets Business Hotel

1. april 2025

Taastrup Park Hotel tager prisen hjem som årets bedste hotel for forretningsrejsende. Danskerne lægger vægt på den høje service, afslappende atmosfære og den fantastiske beliggenhed.

Det privatejede hyggelige Taastrup Park Hotel er årets stemmesluger i kategorien Årets Business Hotel i Danmark. Gæsterne hos hotelkæden Small Danish Hotels, som Taastrup Park Hotel er medlem af, fremhæver især det meget hjælpsomme og imødekommende team, atmosfæren, den velassorterede morgenmad, parkeringsmuligheder og ikke mindst placeringen tæt på motorvejen og København. Dertil tilbyder hotellet også moderne mødefaciliteter. Administrerende direktør i Small Danish Hotels, Finn Kræfting, er ikke overrasket over, at det er Taastrup Park Hotel, som løber med æren.

”Det er fuldt fortjent, at Taastrup Park Hotel får dette cadeau fra vores businessgæster. Hotellet har en virkelig rar atmosfære, hvor gæsterne føler sig hjemme. Det betyder rigtigt meget, når man er på farten over flere dage. Med hotelejer Heidi Vestergaard i spidsen forstår hele teamet at kombinere et dynamisk og veltrimmet business produkt med en stemning, som gæsterne bliver ved med at vende tilbage til”, siger hotelkædedirektøren Finn Kræfting.

Heidi Vestergaard ejer det strømlinede hotel, der rummer 66 værelser. Hotellet har igennem de seneste år fået en god make-over, hvor alle værelser er renoveret og står i et moderne og afslappet udtryk med høj komfort. Det var Heidis far, tømmerhandler Jørgen Vestergaard, som i sin tid forvandlede en gammel herskabsvilla ved den lille sø Selsmose til det atmosfærefyldte Taastrup Park Hotel.

”Vi er meget stolte over, at gæsterne stemmer os ind på en førsteplads som Årets Business Hotel. Jeg driver hotellet med hjertet sammen med et godt og sammentømret team, der alle ser en stor glæde i at give gæsterne det bedste hotelophold. Atmosfæren er varm og afslappet, og det har vi rigtig mange stamgæster, der sætter stor pris på. Vi tilbyder både firmaaftaler og langtidsophold, og vi hører tit fra vores gæster, at de betragter hotellet som deres andet hjem. Prisen er en kæmpe anerkendelse til hele teamet, som altid er på tæerne for at toppe gæsternes høje forventninger,” siger Heidi Vestergaard, som er hotelejer og direktør på Taastrup Park Hotel.

Taastrup Park Hotel ligger i hjertet af Taastrup 20 kilometer fra København i rolige omgivelser og kun et stenkast fra shopping, restauranter og caféer. Togstationen er to minutters gang rundt om hjørnet og motorvejen i kort køreafstand.

Årets Business Hotel udpeges hvert år i forbindelse med Small Danish Hotels’ generalforsamling. Her blev også uddelt tre andre forbrugerpriser. Således blev Agerskov Kro kåret som Årets Hotel SDHClassic Hotels, Montra Hotel Sabro Kro tog prisen som Årets Hotel SDH Signature Hotels, mens Hotel Randers tog førstepladsen i kategorien SDH Premium Hotels.

Billedtekst: Taastrup Park Hotel er kåret som årets bedste hotel for forretningsrejsende. Danskerne lægger vægt på den høje service, afslappende atmosfære og den fantastiske beliggenhed.

Foto: Kan frit benyttes i forbindelse med redaktionel omtale.

For yderligere information kontakt venligst Tina Baungaard-Jensen hos Small Danish Hotels’ kommunikationsbureau, By Baungaard, på +45 41 28 10 01 eller tina@bybaungaard.com

Om Small Danish Hotels
Small Danish Hotels er landets største hotelkæde for privatejede overnatningssteder og tæller kroer, by-, boutique-, bade- og wellnesshoteller fordelt over hele Danmark. I 2022 etablerede Small Danish Hotels The Hotel Alliance sammen med BWH Hotels, og tilsammen står de nu for mere end 75 hoteller og 5.200 værelser i Danmark. De fleste hoteller har møde- og konferencefaciliteter. Small Danish Hotels tilbyder skræddersyede ferie- og weekendophold med temaer som wellness, gourmet, golf, vandring og cykling. Overnatningsstederne er vidt forskellige, men nøgleordene er de samme; den personlige gæstfrihed, fokus på kvalitet og øje for de små detaljer, der sætter rammen om et behageligt ophold.