Small Danish Hotels-formand runder 60: Fællesskab er nøgleordet

10. oktober 2025

Finn Steffensen, formand for Small Danish Hotels, kromand på Nymindegab Kro og hovedbestyrelsesmedlem i Horesta, fylder 60 år den 15. oktober 2025.

Fællesskabet ligger formanden for Danmarks største sammenslutning af privatejede hoteller stærkt på sinde. Det gennemsyrer både Finn Steffensens tilgang til formandskabet i hotelkæden Small Danish Hotels, den familieejede vestjyske kro og fritiden på landevejscyklen. 

Finn Steffensen satte sig i formandsstolen i starten af 2020 hos Small Danish Hotels, netop som hotelbranchen stod i den hårdeste periode nogensinde i nyere tid. Covid pandemien stak en seriøs kæp i hjulet for overnatningssektoren. Det stod hurtigt klart for Finn Steffensen, at branchen skulle rejse sig igen ved at stå i et fællesskab, hvor de enkelte hoteller kunne støtte hinanden og sammen træde i pedalerne. I de sidste seks år har Finn Steffensens vigtigste formandsopgave derfor været at få hotelkæden tilbage på vækstsporet samt finde og dyrke helt nye frø for at nå hotelkædens forretningsmål og sikre, at Small Danish Hotels som forening er et stærkt fundament og skaber øget værdi for medlemmerne. 

Som et led i at øge gæsteattraktionen og med fællesskabet in mente etablerede Small Danish Hotels et strategisk samarbejde med BWH Hotels i Skandinavien under navnet The Hotel Alliance. BWH Hotels og Small Danish Hotels består hver især af privatejede hoteller med unik karakter og værtskab i centrum, og det gjorde alliancen til et perfekt match. The Hotel Alliance så dagens lys i 2022 med henblik på at styrke slagkraften og potentialet for individuelle og privatejede hoteller i Skandinavien. Tilsammen tilbyder The Hotel Alliance deres hoteller fælles distribution, gæsterne langt større valgfrihed og loyalitetsfordele på tværs af hotelkæderne og står tilsammen for mere end 75 hoteller og 5.200 værelser fordelt over hele Danmark.

Hjemmebanen har de sidste 25 år været Nymindegab Kro ved Nyminde Strøm, hvor himmel, hav og hede mødes i en næsten ubegribelig vestjysk naturherlighed, der tager pusten fra én. Kroen blev officielt landevejskro i 1862, og Finn, der er uddannet kok, købte kroen sammen med hustruen Lone, som også er faglært kok. Igennem de sidste mange år har ægteparret investeret både millioner af kroner og uanet energi i at skabe et ikonisk sted, hvor gastronomiske og vinøse oplevelser går hånd i hånd med hjertevarm vestjysk gæstfrihed, der får gæsterne til at vende tilbage igen og igen. Igennem det sidste årti har datteren Trine Brinch Stage og svigersønnen Mike været en del af foretagendet, og i dag fordeler ejerskabet sig med 90 procent til den unge generation og 10 procent til Finn og Lone Steffensen. 

Generationsskiftet har frigivet tid til at gå ind i nye forretningsmuligheder, herunder Faaborg Invest ApS, hvor ejerkredsen udgøres af en række jyske hotelkapaciteter, der opkøbte Hotel Faaborg Fjord i 2024. Udover formandskabet i Small Danish Hotels sidder Finn Steffensen også i arbejdsgiverforeningen Horestas hovedbestyrelse. I fritiden dyrkes fællesskabet på landevejscyklen iført lycra både i Danmark og på de italienske bjergveje, i jagtselskabet eller på golfbanen.

For yderligere information kontakt venligst Tina Baungaard hos Small Danish Hotels’ kommunikationsbureau, By Baungaard, på +45 41 28 10 01 eller tina@bybaungaard.com

Om Small Danish Hotels
Small Danish Hotels er landets største hotelkæde for privatejede overnatningssteder og tæller kroer, by-, boutique-, bade- og wellnesshoteller fordelt over hele Danmark. I 2022 etablerede Small Danish Hotels The Hotel Alliance sammen med BWH Hotels, og tilsammen står de nu for mere end 75 hoteller og 5.200 værelser fordelt over hele Danmark. De fleste hoteller har møde- og konferencefaciliteter.
Small Danish Hotels tilbyder skræddersyede ferie- og weekendophold med temaer som wellness, gourmet, golf, vandring og cykling. Overnatningsstederne er vidt forskellige, men nøgleordene er de samme; den personlige gæstfrihed, fokus på kvalitet og øje for de små detaljer, der sætter rammen om et behageligt ophold.