Del

Herning: Fyldt med kultur, kunst og events

Få byer har gennem et halvt årtusinde gennemlevet så store forandringer som Herning. Fra en ydmyg status som en lille by på den jyske hede, gennem et veritabelt industrieventyr, og til i dag, hvor byen frister med sin store palette af kultur, kunst og events.

Mange kender i dag til Herning for BOXEN og Messecenter, der har huset alskens events lige alt fra landbrugsmesser over sportsturneringer til Melodi Grand Prix. Byen rummer dog utroligt meget mere end det, og er absolut værd at overveje, når der skal planlægges et city break i Danmark.

Centrum for dansk tekstilindustri

For 500 år siden var den jyske hede et goldt og fattigt område, og Herning lå lige midt i det hele. Det ændrede sig i 1600-tallet, hvor opfindsomme sjæle satte gang i strikning af strømper, eller hoser, som det hed dengang. Disse omkringvandrende hosebindere og hosekræmmere, lagde fundamentet for Hernings landskendte ry som stedet hvor danskernes tøj kom fra.

I 1800-tallet åbnede maskiner, hovedveje og jernbane nye muligheder for Herning. Der blev hentet teknologi og bomuld fra det store udland, og hosebinderne skiftede strikkepindene ud med de mere effektive strikmaskiner. Industrieventyret tog for alvor fart i 1930’erne, hvor unge mænd knoklede i kældre, baggårde og loftsrum med at skabe deres egne tekstilvirksomheder. I 50’erne begyndte den absolutte storhedstid, der varede indtil 80’erne, hvor størstedelen af tøjproduktionen flyttede til udlandet.

Hele den imponerende historie kan opleves på Herning Tekstilmuseum. Her får du både store og små indblik i den industri, der gennem århundreder har givet folk landet over såvel som hele verden tøj på kroppen - og ikke mindst identitet og udvikling til Herning og opland.

Læs også: Tema: Dejlige Danmark

Kunstnerisk og arkitektonisk rigdom

Fra tekstileventyret spirede nogle usædvanlige samarbejder mellem industri og kunst, og det er i høj grad med til at præge byen som den er i dag. Bydelen Birk, der startede som en samling gårde, blev udviklet til et industriområde, og er i dag et enestående, internationalt kendt område, hvor kunst, arkitektur, landskab, uddannelse og erhverv kombineres i et spændende samspil. I Birk ligger 3 markante attraktioner, der er must-see’s, når du er i Herning.

HEART - Herning Museum of Contemporary Art er opstået i grænselandet mellem kunst og erhverv og er båret frem af skjortefabrikanten Aage Damgaard, der skabte fundamentet for museets samling. Med Steven Holls fantastiske arkitektur som kulisse, kan man som opleve samtidskunst i verdensklasse på 3-4 årlige udstillinger med store danske og internationale kunstnere.

Carl-Henning Pedersen & Else Alfelts Museum giver med kunstnerægteparret  4.000 værker et omfattende indtryk af de to store danske malere med tilknytning til den internationale cobra-gruppe.

Ingvar Cronhammers gigantskulptur Elia blev skabt som en enestående markering af årtusindskiftet, og en manifestation af den viljestyrke og det mod, der har præget Herning gennem årtier. Den unikke skulptur er formet som en halvkugle med en diameter på 60 m, hvorover der rejser sig en kuglekalot på 11 m.

Events og kultur fra øverste hylde

Herning har gennem mange år formået at trække markante events til byen, og er kendt som den jyske event-hovedstad.

Jyske Bank BOXEN rummer en stor mangfoldighed af events, lige fra fagmesser og udstillinger, over sportsbegivenheder og koncerter, til konferencer og topmøder. Som deltager på et event i BOXEN, er det oplagt at udforske alle de andre ting Herning byder på, da byen har formået at være meget mere og andet end kun en event-by.

Selv om Jyske Bank BOXEN er venue for rigtig mange events, sker der også en masse rundt omkring i selve Herning by.

Kunsten kommer til udtryk i International Street Art Festival, musikken i Herning Opera Festival, og maden på events og markeder gennem året forskellige steder i byen. Mange kirker, museer, indkøbscentre og –gader m.fl. tilbyder ligeledes særarrangementer gennem året, så der er altid mulighed for en dosis kulturvitaminer i Herning.

Læs også: Tema: City break

Fra gårdbutikker til gastronomitempler

Herning formår at positionere sig på et højt gastronomisk niveau samtidig med at være tro mod sine jyske landsby-rødder. Det kommer til udtryk i et væld af muligheder for at få stillet den lille sult såvel som at blive overvældet af formidable smagsoplevelser.

Uanset om du vil have brunch, frokost eller aftensmad, og om du er til italiensk, traditionelt dansk, gastronomi, buffet eller noget helt fjerde, står en bred vifte af spisesteder klar med skønne smagsoplevelser og god service. Det kan suppleres med en drink eller øl på en af byens mange barer.

I udkanten af byen ligger forskellige gårdbutikker, hvor du kan gå på opdagelse i alt fra lokale specialiteter til røgvarer og specialbryg.

Læs også: Egnsretter er smagen af Danmark, delt op i lækre bidder

Vild med dyr og pjattet med børn

For dyrevenner og børn er der også en masse at komme efter i Herning. Jyllands Park Zoo, der ligger lidt uden for byen, er et populært udflugtsmål og en af Danmarks hyggeligste zoologiske haver. Her kan du komme helt tæt på over 500 dyr fra alverdens lande, og parken har masser af legeområder med og en fin miniby med flotte legehuse. Park Zoo har også et lille tivoli og en næsten 700 m2 stor hoppepude.

Skal familiens mindste have en sjov pause i shoppeturen, har biblioteket i midtbyen et populært legerum for de mindste børn med bøger, rutschebane, legeslot etc. Skal legebarnet stimuleres yderligere, er det oplagt at besøge Baboon City, der er Danmarks ultimativt største helårs forlystelsescenter. Er ønsket fart og spænding, kan voksne og større børn give den gas i Herning Gokartcenter.

Herning har kort sagt aktiviteter for alle, og tilfredsstiller ønsker om golf, kano, fiskeri, bowling, action og meget meget mere. Find hotel i eller i nærheden af Herning.

Kroer og hoteller i og omkring Herning

Der er desværre ingen ophold ledige