Kroophold i Danmark • Book din kroferie hér

Det er populært at tage på kroophold i Danmark, fordi kroerne emmer af dansk mad, kultur og historie. Siden middelalderen har de danske kroer defineret infrastrukturen i Danmark. Kongemagten besluttede dengang, at der langs landevejene skulle ligge en kro for hver 20 km, så man i hestevogn eller til fods kunne nå en ny sikker overnatning på én dagsrejse. I dag tjener de mere end 100 danske kroer vidt forskellige formål, og maden svinger fra mormor til Michelin.

Hyggelige kroer i hele Danmark

Der er desværre ingen ophold ledige

Et kroophold indbyder til en romantisk weekend eller en afslappende miniferie, men et kroophold er mere end bare en ferie. Det er en rejse tilbage i danmarkshistorien, og man kan mærke historiens vingesus, når man besøger en af de mange kroer, der er spredt ud over det ganske land. Mange kroer er flere hundrede år gamle og ligger ofte placeret smukke steder. En kro er et godt udgangspunkt for at udforske det lokale landskab, egnsretterne og områdets seværdigheder. Desuden har værterne lokalkendskab, så du har de bedste guider lige ved hånden.

Mormormad eller Michelinstjerne

Danske kroer har altid stået for at lave traditionel dansk mad, og selvom flere krokøkkener i dag er gået nye veje, så er det fortsat æggekage, stegte ål med stuvede kartofler eller rugbrød med gammelost, løg og sky, som er på menukortet mange steder. Enten profilerer man sig på danske egnsretter eller også går man den modsatte vej og satser på gourmetmad.

To danske kroer har i dag en Michelin-stjerne, og andre kroer har også forladt mormormaden til fordel for finere gastronomi. Men uanset hvad menukortet byder på, sætter de fleste danske kroer en ære i at bruge lokale og regionale råvarer.

Læs også: Dansk gastronomi er madoplevelse i verdensklasse

Kroen har aldrig bare været en kro

De første landevejskroer kom til i 1283, hvor kong Erik Klipping besluttede, at vejfarende skulle kunne finde et sikkert overnatningssted. Kroerne skulle ligge med kun én dagrejses afstand mellem dem. I 1695 kom ”Gæstgiveriets grundlov”, der gav kroerne monopol på at have betalende gæster og lov til at fremstille brændevin.

Fra slutningen af 1800-tallet bestod de fleste lokale samfund af en landsby med forsamlingshus, brugsforening, kirke, mejeri og ofte også en kro, hvor rejsende kunne spise og overnatte. Det ændrede sig først i 1960'erne, hvor det blev almindeligt, at bønderne gik til bal på kroen, mens missionsfolk så den som en syndens hule.

Læs også: Kroer på Fyn, Kroer på Sjælland og Kroer i Jylland

Danmarks ældste kro opstod i et vadested

I middelalderen kunne Sjællands største mose kun passeres i nordlig-sydlig retning via ét vadested. På en ø i vadestedet blev der anlagt en vandmølle, og fordi bønderne kom langvejs fra for at male korn, opstod der behov for en købmandshandel og et sted med mad, drikke og overnatning. Senere forsvandt møllen, og i 1965 lukkede købmandshandlen.

Bromølle Kro eksisterer dog fortsat og kan datere sin historie helt tilbage til 1198. I 1970'erne og 1980'erne havde kroen primært fokus på selskaber og a la carte mad. I dag overlever kroen på en blanding af kursusvirksomhed, livemusik, overnatning og et menukort med god dansk mad.

Læs også: Egnsretter er smagen af Danmark, delt op i lækre bidder

Kroejer mistede livet i kamp for Danmark

I 1847 forelskede en ung tømrer Peder Fiil sig i Maren, som var datter af en rig gårdejer. De to unge måtte ikke få hinanden, men den lokale digterpræst Steen Steensen Blicher viede dem i al hemmelighed. Brudens far bøjede sig for kærligheden, og ægteskabet stod ved magt. Da Peder og Marens søn Niels blev voksen købte de i 1884 Hvidsten Kro til Niels og hans hustru Nicoline. I 1934 kom tredje generation til, da deres søn Marius og hans kone Gudrun blev kroværter.

I 1943 søgte den danske modstandsbevægelse folk til at modtage faldskærmsjægere, våben og ammunition, og Marius dannede sammen med lokale folk Hvidsten Gruppen. Det var almindelige folk, der tog en beslutning om at kæmpe for friheden, og det kostede dem livet. Den 11. marts 1944 kom Gestapo og arresterede gruppen. Marius, hans søn og svigersøn blev skudt af tyskerne få måneder senere. I 2017 blev der åbnet et museum på Hvidsten Kro om Hvidsten Gruppen. Gudrun døde i 1972 og kroen drives i dag af fjerde generation – Christina og Søren Fiil.

Læs også: Kulturoplevelser giver dig en bedre ferie