Tema: De bedste vandreruter i Danmark
Gå ud i naturen og kom helt ind i dig selv
De fleste fans af vandring påstår samstemmende, at udbyttet kun svært kan forklares – det skal ganske enkelt opleves! I forsøget på alligevel at sætte lidt ord på det, handler vandring om at være i nuet. Samtidig handler det ikke om at nå målet, men være i processen. På en vandretur kan tanker komme og gå, og mange ting kan falde på plads, når de gives tid til at blive reflekteret over. Vandring bliver nemt helt meditativt eller nærmest tranceagtigt.
En tur over flere dage eller uger, hvor man går med sine ejendele på ryggen, giver en stor frihedsfornemmelse. Undervejs lægger man lige pludselig mærke til de mange små ting omkring dig. Det kan være rovfugle eller en regnorm, lyden af sko mod grus eller mod jordbunden i en nåleskov.
Vandring handler ikke om at komme hurtigt frem, men om at nyde de mange sanseindtryk og tanker, der flyver forbi i gå-tempo. Man er befriet for mange af dagligdagens stimuli, hvilket skaber en frihed, der er enormt givende at være i. Det går langsomt, og det skal det.
Vandring viser dig Danmark fra en ny side
Vores skønne lille land rummer et virvar af korte og lange, enkeltstående og sammensatte, såvel som nemme og svære vandreruter.
Alle indeholder de afvekslende natur, unikke oplevelser og ikke mindst forskellige elementer fra Danmarks lange og begivenhedsrige historie.
Det bedste er dog at vores hjemlige vandreruter giver dig muligheden for at opleve det danske land fra en helt ny og anden vinkel, end fra bilen, landevejen, byen og forlystelsesparken. En vandretur i Danmark er derfor noget alle bør prøve – om end bare en kort tur og en enkelt gang.
Vi har udvalgt otte fine vandreruter til dig
For at gøre det overskueligt for dig, har vi håndplukket otte vandreruter, der er tilgængelige for alle uanset niveau, men også giver dig fantastiske og unikke oplevelser med hjem i bagagen.
I vores udvælgelse har vi naturligvis også tænkt på at enhver vandretur kræver en god start, pause(r) undervejs og belønning til slut. Derfor har vi gjort det nemt for dig ved at lave en kort oversigt over kroer og hoteller på eller ved hver rute, som kan fuldende din tur og din oplevelse.
De otte ruter er sat op i nogenlunde geografisk orden, med starten ved en tyske grænse mod syd, sidste etape på toppen af Sjælland, og med en helt speciel finale, der dækker hele Danmark. Læs mere om de enkelte ruter nedenfor.
Vælg vandrerute
Hærvejen: En historisk rute fra syd til nord langs den jyske højderyg
Gendarmstien: Fantastisk sti langs vandet i det østlige Sønderjylland
Molsruten: Fra by til by gennem Mols’ smukke og betagende natur
Trækstien: Den hemmelige perle langs Gudenåen
Øhavsstien: Smuk vandrerute langs kysten i det Sydfynske Øhav
Bornholms Kyststi: Gennem vild natur hele vejen rundt om solskinsøen
Nordkyststien: En havfrisk vandrerute langs toppen af Sjælland
Hærvejen
En 500 km. lang historisk rute med start fra syd i Bov Kro i Padborg til Frederikshavn i nord, hvor ruten ender. Gå hele ruten eller tag blot en bid. Hærvejen er en af Danmarks længste og mest kendte vandreruter, som byder på storslåede naturoplevelser langs den jyske højderyg. Oplev bakkede landskaber, dramatiske skrænter, frodige skove og slip tankerne løs ud over den vidstrakte, jyske hede.
Læs mereGendarmstien
Fantastisk sti langs vandet i det østlige Sønderjylland. Gendarmstien tager dig på en 74 km. lang historisk vandretur i godt selskab med den bjergtagende natur. På din højre side finder du Flensborg Fjord som en fast følgesvend gennem hele ruten, og du træder de samme stier, som de danske grænsevagter fulgte mellem Danmark og Tyskland frem til 1950’erne.
Læs mereMolsruten
Fra by til by gennem Mols’ smukke og betagende natur. Molsruten udspringer fra Jyllands dryppende næsetip, nærmere Grenå, og leder dig på en 80 km. lang vandrerute, der slutter i Aarhus. Naturen på Mols er storslået og vekslende, og det vil du opleve på denne tur, som fører dig fra strand til bakker til skove til byer i et konstant skiftende og smukt landskab.
Læs mereTrækstien
Den hemmelige perle langs Gudenåen. Trækstien fører dig 70 km. fra Silkeborg til Randers og byder på en storslået naturoplevelse, mens du træder de historiske stier langs Gudenåen. Stierne blev i gamle dage brugt af pramdragerne, som trak forsyninger og varer på enorme pramme på vandet. Vær velforberedt, for åens natur er lunefuld, og den kan nemt finde på at oversvømme dele af ruten.
Læs mereØhavsstien
Smuk byg-selv-vandrerute langs kysten i det Sydfynske Øhav. Kom tæt på den stemningsfyldte sydfynske natur til både lands og vands, mens du træder Øhavsstien, som fører dig gennem hele fem øer; Fyn, Ærø, Siø og Langeland. Den direkte rute fra Faaborg til Langeland er ca. 75 km. lang, men du kan forlænge oplevelsen med op til 220 km. ved at følge afmærkede veje og stier.
Læs mereBornholms Kyststi
Gennem vild og varieret natur hele vejen rundt om solskinsøen. Bornholm er bedst kendt som den dejligste ferieø. Men det er også en unik destination for de vandreglade folk. Her kan du nemlig sætte den ene fod foran den anden på den 120 km. lange kystrute, som fører dig rundt på øen langs små redningsstier og strande. Kyststien er en unik adgang til den bornholmske natur og ikke mindst historie.
Læs mereNordkyststien
En havfrisk vandrerute langs toppen af Sjælland. Nordkyststien er en historisk rute, som strækker sig 70 km. fra Hundested til Helsingør. Gå i fodsporene af både Søren Kierkegaard og Niels Bohr, som begge har brugt netop denne natur og rute som pusterum fra store tanker om eksistentialisme og kvantefysik. Stenet vandkant eller ad asfalterede stier og veje? Du kan selv tilpasse turen efter smag og ambitionsniveau.
Læs mereDen danske klosterrute
Klosterruten er også kendt som Pilgrimsruten. Den strækker sig over 2300 km. gennem hele Danmark og bindes sammen af stier og småveje. Mere end 50 klostre og kirker viser vej og retning hele vejen fra Frederikshavn, ned gennem Jylland, østpå gennem den sydfynske natur og slutter i Helsingør. Tag på en meditativ vandretur med rod i den gamle pilgrimstradition, som rammesættes af kirker, kunst, historie og natur.
Læs mere