Aalbæk Badehotel ejes af Ulla Mosich, som forelskede sig hovedkulds i stedet, da hun kom hertil første gang i 1984. Hun bestemte sig for at blive vært i Ålbæk, og det har hun ikke et øjeblik fortrudt. Det gode ved Aalbæk Badehotel er nemlig, at det ligger tæt ved Skagen, vand, klitplantager, golfbaner og meget mere, som du skal opleve. Men du kan skam også med god samvittighed lave ingenting og bare gå en tur langs stranden og nyde naturen, siger hun. Takket være hendes indsats er det smukke gamle badehotel i de senere år blevet renoveret overalt, så den i dag fremstår som et meget fint eksempel på moderne opholdskultur med god mad og flotte værelser.
Det siges at selveste HC. Andersen engang gjorde holdt ved badehotellet for at få vådt og tørt til både ham selv og kusken på vejen til Skagen. En lokal digter ved navn C. Andersen havde fået nys om den berømte digters besøg og ville så gerne møde ham, så han tog sine fineste klæder på og drog til Aalbæk badehotel, men til den fattige digters skuffelse blev han jaget for døren af hotelværten med dette udtryk "den store digter skal ikke forstyrres af sådan en husmandspoet".