Jernaldermiljøet i Vingsted
Gå i historiens spor
Oplev hvordan livet var for jernaldermenneskene gennem aktiviteter i Jernaldermiljøet i Vingsted. Hele året rundt er der livagtige aktiviteter og foredrag om livet i jernalderen.
Jernalderlivet
Livet i jernalderen omkring år 0 og de efterfølgende århundreder var et liv i pagt med naturen, hvor menneskene var underlagt årstidernes skiften og gudernes humør. Hver dag arbejdede man for at overleve. Dyrene og afgrøderne skulle passes, og i rundt omkring i naturen skulle der samles bær og urter. Smeden, pottemageren, væveren og alle andre håndværkere reparerede og lavede nyt tøj og redskaber. Det meste var til brug i landsbyen men kunne også byttes eller sælges, når en handelsmand fra fjerne egne kom forbi.
Aktiviteter i Jernaldermiljøet i Vingsted
Jernaldermiljøet består af en række huse og anlæg fra forskellige jernalderlandsbyer rundt omkring i Jylland. Det ligger smukt mellem græsmarker, opdyrkede agre, sø og skov, og her kan man deltage i aktiviteter, der tager udgangspunkt i, hvordan livet og dagligdagen var for jernaldermenneskene.
Området er åbent for vandreture og oplevelser på egen hånd året rundt. Husene i jernalderlandsbyen er kun åbne, når der er arrangementer og aktiviteter. Find det næste arrangement.
Jernaldermiljøet i Vingsted er en del af VejleMuseerne. Se alle aktuelle udstillinger og arrangementer i Vingsted på www.vejlemuseerne.dk.
Opdateret af:
Destination Trekantområdet – VisitVejle visitvejle@vejle.dk
- Jernaldermiljøet i Vingsted
- Skyttevej 12
7182 Bredsten - Tlf. (+45) 76813100
- www.vejlemuseerne.dk/vingsted