Historien om Lundeborg hænger nøje sammen med Gudme og Broholm Slot.
Omkring år 300 havde Gudme sin storhedstid. Efter datidens forhold var Gudme en metropol, der spredte sig over 500.000 m2. Det svarer til 100 fodboldbaner. Byen havde stor samhandel med udlandet – bl.a. til Romerriget. Lundeborg var lade- og handelsplads for byen. Datidens skibe kunne let anløbe den flade sandstrand, hvor stadepladser og håndværksboder vekslede med hinanden. Aktiviteterne var sæsonafhængige og lå stille, når vinteren knugede landskabet i sin favn.
Omkring 1860 fik godsejeren på Broholm Slot, N.F.B. Sehested, en drøm om en by. Frem til udgangen af 1857 havde købstæderne monopol på handel. Det ville Sehested ved selv at anlægge en moderne by på stranden ved Lundeborg, hvor der indtil da kun lå et par fiskerhuse. Han anlagde havn, pakhus, købmandsgård, forsorgshjem og industrianlæg med tilhørende arbejderkvarter. Samtidig annoncerede han særligt i sydslesvigske aviser efter dansksindede kolonister; de skulle ikke leve der under et tysk åg. En broget flok bed på krogen. Desværre for Sehesteds storslåede drøm var det dog ikke nok. Drømmen brast, og i stedet for en driftig købstad lå Lundeborg fra slutningen af 1800-tallet hen som en stille fiskeri- og badeby.
I dag er Lundeborg et særdeles hyggeligt stop på ruten. Nyd fx en is på havnen eller spis jeres frokost her.