Rodsteenseje Hovedgård

Gå i historiens spor

Hovedstrup (senere Rodsteenseje) nævnes i første del af 1300 årene og forblev på private hænder indtil 1481, hvor gården blev lagt ind under kronen og godset Åkjær. Efter tabet af Skåne i 1660 fik rigets drost Joachim Gersdorff overdraget bl.a. Åkjær inklusive Hovedstrup som erstatning for afgivet land i Skåne. Gersdorff døde dog i 1661, og ejendommen blev delt mellem ni arvinger. Hovedstrup tilfaldt datteren Sophie Amalie, som var gift med Admiral Rodsteen.

Det nye ejerpar ændrede gårdens navn til Rodsteenseje. I 1681 lod de den nuværende hovedbygning opføre. Den består af en trefløjet bindingsværksbygning i én etage over en høj kælder beklædt med kampesten. En senere ejer tilføjede ved midten af 1700-årene et tårn på hovedfløjens gårdside. Avlsbygningerne er for størsteparten opført efter en ødelæggende brand i 1918.

Gården gik i arv frem til 1817, og i 1835 blev den solgt på auktion til Otto Valdemar Hagemann, hvorefter stedet skiftede ejer ret ofte for i 1927 at blive solgt til Eigil Schmiegelow, som oprettede mejeri m.v. Godset ligger i Odder bys sydøstlige udkant, og dens tilstedeværelse og de skiftende slægter her har på mange måder præget udviklingen af Odder.

St. St. Blicher havde sin gang her i den tid han var præstegårdsforpagter hos faderen i Randlev.

Hovedbygningen og avlsbygningerne fra begyndelsen af dette århundrede er meget velholdte.

Rodsteenseje hører under Åkjær Gods, og ejes af Koed-Jørgensen, der tilbagekøbte Godset til Aakær i 2011.

Herregården er lukket for offentligheden.

 

Opdateret af:
Destination Kystlandet info@kystlandet.com
Destination Kystlandet