Det begyndte her. Unge kunstnere rejste til Skagen, fortabte sig i motiverne, skabte banebrydende kunst på tværs af kunstarter, levede i et fascinerende og livslangt fællesskab og stiftede Skagens Museum. Det hele er her stadig, fordelt på tre museer og spredt i hele byen.
Skagens Museum rummer verdens største samling af skagensmalernes værker. Anchers Hus var det hjem, hvor kunstnerparret Anna og Michael Ancher boede, arbejdede og samlede kunstnervennerne. Drachmanns Hus var den oase, hvor maleren og digteren Holger Drachmann fandt inspiration og ro.
I Skagen kan man opleve præcis den historiske arv midt i en by der lever, virker og værker i nutiden.
Kunstnerkolonien i Skagen opstod efter Holger Drachmanns første besøg i Skagen i 1872. Han var fascineret af de lokale fiskere og deres familiers nøjsomme, slidsomme liv, og af de enorme vidder, der omgav den lille, foretagsomme fiskerby. Drachmanns fascination spredtes til en gruppe unge kunstnere, der øjnede muligheden for at finde nye motiver, der kunne hjælpe dem med løsrivelsen fra deres læremestre: guldaldermalerne. For den nye kunstnergeneration ville noget andet. De ville finde deres egne ben. På den måde opstod efterhånden en af Skandinaviens mest kendte og anerkendte kunstnerkolonier med navne som Michael og Anna Ancher, P.S. Krøyer, Laurits Tuxen, Holger Drachmann, Carl Locher, Thorvald Bindesbøll, Ulrik Plesner, Christian Krohg og Oscar Björck.
Skagens Museum dyrker kontrasterne i den historie, museet bygger på: Historien om det kunstnerfællesskab, der spirede i Skagen fra 1870’erne. Fællesskabet af malere, digtere, formgivere, forfattere, musikere og skuespillere var banebrydende på deres egen tid, men eftertiden har kategoriseret særligt malerne som pæne og ukontroversielle. Skagens Museum tager fat i paradokserne og arbejder mellem historien og nutiden med perspektiv til fremtiden.
Grøn rejse med bus og tog i Nordjylland
Det er nemt at komme rundt i Nordjylland med offentlig transport. Planlæg din rejse med bus, tog og Plustur på rejseplanen.dk.