Lækker gastronomi på kroen i klitterne ved Vesterhavet
På klittens top længst mod vest i Jylland ligger Nymindegab Kro i bogstaveligste forstand på kanten af Ringkøbing Fjord og Naturpark Vesterhavet. Kroen var oprindelig en firelænget gård, hvor der blev etableret udskænkning og servering af mad midt i 1800-tallet. Den vestjyske natur med hav og fjord tiltrak mange malere og andre kunstnere, og Nymindegab var faktisk i en periode en slags vestjysk Skagen.
En af de første malere var den unge Laurits Tuxen, der kom her fra 1879, og komponisten Carl Nielsen skrev i Nymindegab noget af musikken til operaen Maskerade.
Desværre brændte kroen både i 1936 og 1943, og den kro, som står her i dag, er gennemrenoveret fra kælder til kvist. I 2002 blev der bygget en helt ny værelsesfløj til, og i 2006 blev der etableret topmoderne kursus- og konferencefaciliteter. Nymindegab Kro frister med en pragtfuld restaurant, hvorfra man har en betagende udsigt over klitterne, fjorden og den høje vestjyske himmel.
Nedenfor de høje klitter strækker sandstranden sig milevidt og indbyder til leg og badeliv på varme sommerdage samt friske spadsereture på andre årstider, hvor Vesterhavet måske viser sig fra sin barske side.
- Handicapvenligt
-
Gratis internet
- Kæledyr
-
Restaurant
-
Gratis parkering
-
Ladestik til el-bil
-
Lufthavn: 50 km
-
Togstation: 8 km
-
Busstop: 100 m
-
Badestrand: 800 m
-
Fiskeri: 100 m
-
Golf: 12 km
-
42 værelser