I dag er det umuligt fra et offentligt tilgængeligt sted i Esbjerg at få et samlet overblik over havnen. 12 km kajanlæg bøjer sig langs kystlinjen og er en levende organisme, konstant under udbygning og tilpasning. Et sted hvor forandring både er et vilkår og en tilstand.
Kom man til samme sted for ca. 150 år siden, var Esbjerg blot en lille bebyggelse med to gårde, tre huse og 23 indbyggere, der indgik som en del af Jerne Sogn. Indbyggerne levede af landbrug og supplerede med lidt fiskeri til husbehov.
Med tabet af hertugdømmerne efter krigen i 1864 havde Danmark ikke længere havne på den jyske vestkyst, da de alle tilfaldt Preussen ved fredsafslutningen. Fra dansk side ønskede man dog ikke at bruge disse nu udenlandske havne, men ville have sine egen.
Efter grundige undersøgelser faldt valget på Esbjerg som stedet, hvor en ny Vestkysthavn skulle anlægges. Her blev der hurtigt dybt ud fra kysten, så der skulle graves minimalt, hvilket spillede en rolle på en tid, hvor entreprenørredskaberne var skovl og spade, trillebør og hestevogn. Til fordel for stedet talte også, at både Fanø og halvøen Skallingen gav læ for det voldsomme Vesterhav, så de store sejlskibe uden motorkraft havde roligere farvand at manøvrere i, når de skulle ind gennem den snævre sluseport for at komme i havn.
Den 24. april 1868 vedtog Rigsdagen loven om anlæg af en havn i Esbjerg, og den 17. november 1868 fik den schweiziske ingeniør Carlé entreprisen og lovede at have projektet færdigt i løbet af tre år. Han blev dog senere sat fra bestillingen, og da var havnen langt fra færdig. Den 15. august 1874 åbnede den for besejling, men helt færdigt blev den først i 1878. I alt 250 meter kaj var der fra begyndelsen.
Havnen blev anlagt af hensyn til den danske landbrugseksport af levende kreaturer og svin. Fiskeri tænkte ingen på, ej heller at der ville komme en by ved havnen. Eventuelle tilflyttere forventede man nemlig ville slå sig ned i Nordby på Fanø og så pendle frem og tilbage. Snusfornuft fik dog tilflytterne til at købe sig en grund tæt ved havnens område og bygge sig små huse til boliger. Den sparsomme, men stadigt voksende bebyggelse gav grobund for et begyndende handelsliv med købmænd, slagtere og bagere, ligesom de første fiskere fandt vej til Dokhavnens rolige bassin. Et bysamfund begyndte at vokse op på det sted, hvor der ikke skulle have været andet og mere end en havn.
Esbjerg Havns videre udvikling blev historien om konstant tilpasning og justering. Ikke meget blev, som det var tænkt. Eksporten af levende kreaturer og svin blev i slutningen af 1870rne ramt af eksporttold i England og Tyskland, hvilket fik dansk landbrug til at omlægge produktionen til forarbejdede animalske produkter som smør og bacon, som var blevet meget efterspurgt på det engelske marked. Heldigvis kunne disse produkter fra især andelsmejerier og –slagterier også udskibes fra Esbjerg Havn.
Det nye landbrug havde brug for en masse rå- og hjælpestoffer, som kunne importeres via Esbjerg Havn, ligesom den begyndende industri krævede import af råvarer fra udlandet. Heldigvis var havnen også velegnet til disse opgaver, og ikke mindst havde den en fordel ved at være næsten isfri. Flere og flere mennesker flyttede til Esbjerg, der i 1899 fik det blå stempel som by ved at blive ophøjet til købstad – indbyggertallet var vokset fra 23 til 12.967 i 1899.
I 1890rne voksede fiskeriet voldsomt, og indtil ca. 1970 var erhvervet lokomotivet i havnens og byens fortsatte udvikling og vækst. I slutningen af 1960rne gav eftersøgningen af olie i Nordsøen resultat, og med energikrisen i 1973 blev udvindingen rentabel. Det hvirvlede Esbjerg ind i et offshoreeventyr, som gjorde byen til Danmarks første og eneste offshoreby, og inden for de seneste 20 år er olien blevet suppleret med vindenergi, så man i dag taler om Esbjerg som energimetropol. Udskibning af vindmøller præger ikke blot havnens område, men også landevejene omkring by og havn. Og stedet, hvor eventyret begyndte i 1868 med to gårde, tre huse og 23 indbyggere, lægger i dag navn til en kommune, der efter strukturreformen i 2007 har over 115.000 indbyggere.
Niels Christensen Esbjerg var en af de to bønder, der tjente gode penge på at sælge jord til havn og by fra 1868. Hvis det ellers var muligt, kunne det være sjovt at invitere ham tilbage og se, hvad det hele havde udviklet sig til. Formodentlig ville han som Holbergs Jeppe i baronens seng knibe sig i armen og spørge: »Drømmer jeg, eller er jeg vågen?«.
