Midt i det bakkede terræn i ‘De Fynske Alper’ ligger Østrupgård herregård. Det kuperede terræn nord for herregården er domineret af sandede og grusede smeltevandsaflejringer og i dag stort set dækket af skove, mens landskabet mod syd åbner sig i marker og blødere bakker med mere frugtbar jord. Herregården udnytter på den måde de samme forhold i landskabet, som man ofte ser ved herregårde, nemlig en afsides placering i forhold til landsbysamfundet og en mere direkte adgang til ressourcer som skov og vand.
Østrupgård stammer helt tilbage til 1300-tallet. Herregården er bygget op som et firkantet bakkefort omgivet af våde skyttegrave og er et af de ældste stenhuse, der stadig bruges som bolig. Den trefløjede hovedbygning er opført med grundmur og bindingsværk.
Herregårdens mest synlige træk er de store gårdbygninger i bindingsværk, der omkranser en gårdsplads og adgangen til bakkefortet. Bygningerne har deres rødder i 1700-tallet, og den lange facade af bindingsværk ud mod vejen er en af landets længste. Udover at være anvendelige og nødvendige har disse landbrugsbygninger også bidraget til at understrege godsets rigdomme. Tømmeret er tungt og i dele af facaden er der indført dobbeltstolper (de korte, lodrette stolper under tværbjælkerne). Nordfløjen brast sammen under orkanen i 1999, men den er siden blevet genopbygget.
Mod syd kan man se en typisk husmandsbebyggelse fra 1900-tallet, men ellers er landskabet domineret af marker og skove. Som noget enestående er hovedvejen fra Svanninge delvist bevaret for at vidne om forholdet mellem fæstebønderne og godsejeren. Dette forhold var kritisk for en stor del af befolkningen fra senmiddelalderen til 1900-tallet.
