Svelmø
Hop i og dyp tæer (og lår)
Du cykler rundt ved Det Sydfynske Øhav. Ved Svelmø kan du få dyppet tæerne (og lårene) ved at tage Ebbevej og gå de 500 meter over til øen. Du kan også få en tur på ladet, når Jan kører traktoren frem og holder guidede ture mandag, torsdag og søndag i løbet af sommeren.
Mens du går eller kører over, kan du tænke på, at du går på verdens største oversvømmede istidslandskab. Landskabet druknede først i stenalderen. Før levede der mennesker, hvor du går. Men da isen smeltede, skabte havet det unikke naturlandskab, du kan opleve på de 55 øer, småøer og holme, som vandmasserne ikke kunne nå. Men som du kan besøge – til fods som her på Svelmø – eller med færger og via broer. Find de største øer i Øhavet her og tag på Øhop.