Det var en maritim landsby, som havde en lille flåde af fartøjer ejet af lokalbefolkningen. Blandt disse var kroejeren og hans sønner. Også de lokale bønders sønner drog til søs, og dermed var søfartserhvervet veletableret omkring 1820.
De unge skippere byggede deres huse i mursten, på dette tidspunkt usædvanligt, men de købte og transporterede teglstenene fra teglværket i Egernsund, Sønderjylland. Det meste af handelen fra Faldsled var landbrugsprodukter, hovedsagelig majs, som blev sejlet til Slesvig og Holsten i Tyskland eller til Norge.
Men da sejlskibene efterhånden blev forældede, og damp- og forbrændingsmotorer tog over til søs, mistede Faldsled al betydning som søfartssted. Medvirkende til den faldende maritime aktivitet var de dårlige havneforhold. På grund af de geologiske forhold er havnen ret lavvandet, og skibe måtte ankre i bugten. Ligeledes skulle skibe bygget på kysten rulles ud til dybere vand - noget af en opgave! Det sidste skib, der blev bygget her, var en skonnert i 1866.
Fra 1910 blev Faldsled et rekreativt sted, og kroen tog imod badegæster og pensionister. I dag er der ingen spor efter skibsfart i den lille havn, som nu er hjemsted for lystbåde og fritidsfiskerbåde, men de fleste af de hvide skipperhuse er her stadig samt Faldsled Kro, som er en mondæn og luksuriøs restaurant. Skippernes huse giver et maritimt udtryk af Faldsled landsby.
Denne vestlige landsby i Øhavet er beliggende på den distale del af den Weichselske senglaciale Svanninge-Millinge-Faldsled smeltevandsslette, der grænser op til vandet i Helnæs Bugt (Helnæs Bugt).
