Kun få sten vidner om slottet.
Ved 1500-tallets midte var egnen øst for Tønder endnu rig på skov. Herfra hentedes uhyre mængder af træ til marskens inddigning, som var iværksat af Hertug Hans den ældre, en bror til Kong Chr. III. Til sig selv opførte den jagtglade hertug o. 1570 ved sin gård Grøngård et lille jagtslot, Lusthus Thom Gronenhagen. Det blev lagt i en kunstig sø, som et af egnens mange vandløb blev ført igennem. Efter Hertug Hans død 1580 blev slottet kun sjældent benyttet, og midt i 1600-tallet solgtes den lille pragtbygning til nedbydning. Slottets plads påvistes i 1946 af førstelærer V. Leick, Lydersholm. Ruinen blev undersøgt i 1953-54 og 1960 af Nationalmuseet og frilagt 1976-81 af Fredningsstyrelsen i samarbejde med Tønder Kommune.
Grøngård slot var efter alt at dømme en højst usædvanlig bygning, hvis forbilleder skal søges i samtidig italiensk-fransk arkitektur. Slottets arkitekt var sandsynligvis Hercules von Oberberg, skaberen af de ligeledes forsvunde slotte i Haderslev og Tørning. Slottets tre etager var over granitsoklen opført af røde teglsten med klassisk korrekte detaljer i gotlandsk sandsten. Det stejle pyramidetag var vistnok tækket med flade teglplader (bæverhaler), de fire hjørnetårnes tagspidser med skifer og af- sluttet med småspir af bly. Midt for nordfacaden skød et trappehus sig frem..
Hovedfacaden med adgangsbroen i syd synes at have været forsynet med et søjlebåret galleri. herfra menes den ejendommelige søjle at stamme, som nu er opstillet ud for broen; den må oprindelig have været anvendt i en ældre bygning. Prøver på slottes arkitektoniske udsmykning og fornemme udstyr kan ses på Tønder Museum.
