Besøg Monnet

Når du ankommer kan du parkering på den p-plads som ligger på Monnetvej og hvor der også er en sti in til selve området. Man må færdes overalt langs kysten og på strandengen, dog er der restriktioner i perioden 15. marts – 1. juli pga fuglenes yngletid.

Det skal du opleve ved Monnet

Monnet er særligt spændende for fugleinteresseret og der er adgang til et fugleskjul ad en sti ind i området. Skjulet er hævet ca. 1,5 meter over havniveau, så man har godt udsyn over det flade landskab. Fra skjulet kan du følge kysten ud til Vårø Knude, der ligger på det aller sydligste punkt. Fra knuden er der en enestående udsigt over store dele af Det Sydfynske Øhav.

Vårø Knude er otte meter høj og var engang en lille selvstændig ø, der fungerede som et slags ’ankerpunkt’ under dannelsen af Monnet. ​​Høj- og lavvande samt storme har aflejret ler og slik samt grus og sand, og efterhånden er vandområdet blevet mere tørt end vådt. Siden har vegetationen yderligere holdt på havvandets indhold af organiske stoffer. Dermed er den store strandeng skabt ganske anderledes end det øvrige øhav syd for Fyn. Selv i dag æder havet sig ind i Vårø Knude, hvorfra materialerne indgår i den stadige udbygning af Monnet.

I fuglenes yngleperiode, hvor Monnet er lukket, kan man for enden af Søby Strandvej få et fint udsyn over hele området uden at forstyrre dyrelivet.

Geologiske perspektiver ved Monnet

Monnet er et ældgammelt kulturlandskab og strandengene har aldrig været drænet eller under plov. I århundreder er området blevet udnyttet til fælles græsning af gårdene i Vårø Bylaug, som også ejer området. Det har næppe været sjovt for datidens malkepiger at skulle stæse rundt med spandene, når køerne skulle malkes. I dag foregår afgræsningen med køer, får og heste som et led i den naturpleje, der er nødvendig for bevarelsen af den særegne flora og fauna.

Et smukt stendige, der engang delte Monnet i en indre og en ydre del, blev revet delvist ned i 1960 og solgt som byggemateriale til Siø-dæmningen.

Istidslandskabet på den sydligste del af Tåsinge udgøres af en lavtliggende, jævn moræneflade. Såvel landskabet som overfladelagene af moræneler tilskrives Bælthav Isstrømmen, der for 17-18.000 år siden gled op over området fra sydøst.

Yderst på Monnet ligger den fladtoppede, 8 meter høje Vårø Knude som et lille forbjerg. Bakken har en langstrakt form i retningen sydøst-nordvest, der afspejler bevægelsesretningen af de sidste isstrømme i Weichsel-istiden. Vårø Knude består mest af tykke lag af brunligt, sandet moræneler, der træder frem i den 6 meter høje klint. Mod øst ses skråtstillede, vekslende lag af moræneler, smeltevandssand og -grus.

Den centrale del af Monnet ligger lidt højere end de omgivende enge. Her er moræneler synligt i de cirkelrunde vandingshuller, hvilket viser, at ’kernen’ af Monnet består af aflejringer fra istiden. På Monnet findes yderligere to små moræneknolde, der dog nærmest er usynlige i terrænet. De store sten langs kyster, er gennem tiden blevet vasket fri af istidslagene af havets bølger.

Monnet er en del af Geopark Det Sydfynske Øhav

I 2018 besluttede Svendborg, Faaborg-Midtfyn, Langeland og Ærø at etablere Geopark Det Sydfynske Øhav med henblik på at blive udnævnt til UNESCO Global Geopark. Formålet med geoparken er at skabe og bevare et område med plads til bådemennesker og natur.

En UNESCO Global Geopark skal bringe et områdes geologi, natur og kulturhistorie i spil og formidle et budskab om, at mennesket er en del af livet på jorden. At vi alle er afhængige af jordens ressourcer, påvirket af klimaforandringer og ansvarlige for en bæredygtig udvikling.

Geopark Det Sydfynske Øhav formidler historien om en dramatisk havstigning på Sydfyn og øerne. En havstigning, der formede en helt særlig natur, der de sidste små 10.000 år har dannet forudsætningerne for områdets eksistens og kulturelle identitet. Det er historien om, hvordan landskabet og øhavet fortsat forandrer sig og definerer, hvordan vi som mennesker lever i dag. Og Geopark Det Sydfynske Øhav handler ikke mindst om at forstå, hvordan vi gennem bæredygtig udvikling fortsat kan passe på vores særlige geologiske, biologiske og kulturelle arv.