Volling Kirke
Foto: Skiveegnens Erhvervs- og Turistcenter

Foto: Skiveegnens Erhvervs- og Turistcenter

Nordportalen benyttes endnu. Dens søjler er ret plumpe, nærmest ovale og kapitælerne bærer ret klodsede ornamenter. Søjleportalen er ikke Sallings prægtigste eksemplar, men viser dog, hvordan man har ladet sig inspirere både fra Viborg Domkirke og fra egnens andre kirker.
Det romanske alterbord, der har en svær granitplade med et relikviegemme i midten, hviler på fire granitpiller, hvoraf de forreste er runde med høje, noget uregelmæssige kapitæler, de bageste er firkantede. Det romanske alter dækkes dog af moderne paneler.
Altertavlepanelet er fra 1600-tallet. Malerierne er dog yngre. Topstykket, Opstandelsen, er malet af A.F. Jæger, som har udsmykket en del altertavler her på egnen.
En udskåret Kristusfigur fra 1400-tallet er en rest af kirkens sengotiske altertavle.
I Volling kirke har man bevaret de levende lys i kronerne, som tændes hver gang kirken er i brug. Det er meget få kirker rundt om i landet, der stadig har levende lys i kronerne.
Kilde:
De lokalhistoriske Arkiver i Salling, Fjends og på Fur