Jens-Flemming Sørensens bronzeskulptur er modeleret som en samling mere eller mindre bevægelige og genkendelige former placeret på en flad sokkel. Den indeholder flere kontrastfyldte former og overflader. I skulpturens udfoldes både mødet mellem runde og kantede former og mødet mellem knudrede og glatte overflader.
Skulpturens mange del-elementer giver den en levende og dynamisk karakter; de forskellige former bevæger og forskyder sig lava-agtig og sanseligt rundt på soklen. Spredningen af skulpturens elementer er med til at knytte den sammen med dens plads og arkitektoniske omgivelser.
Jens-Flemming Sørensen senere skulpturer har gerne et mere fabulerende, mystisk eller surreelt element. Det synes mere knyttet til moderne italiensk skulptur end dansk kunst. Helheden i hans værker består af konkrete og organiske former. Åbninger og former som sprængte kloder, hvorfra for eksempel en kvindetorso eller kvindeansigt gådefuldt kommer til syne eller fødes ud af en ustruktureret masse, er med til at understrege det surreelle indhold i hans skulpturer.
Dele af formsproget synes inspireret af Art Nouveau, mens andet synes inspireret af billedhuggeren August Rodin. Karakteristisk for hans skulpturværker og deres koncept er spredning en af flere skulpturelementer på det udsmykkede areal. Gennem skulpturens udstrækning og spredning opstår en særlig pladsarkitektonisk helhed.
