Stenen, der er forsøgt kløvet, lå tidligere på marken ca. 150 m nord for kirken og dermed ganske tæt på Hærvejens forløb ned igennem Jylland. Vi ved ret sikkert - via landskabets form - at den gik fra Bække til Læborg og til Kongeåen.
Indskriften ledsages af to Thorshamre, hvilket er ganske unikt og tidsfæstner stenen fra perioden op til kristendommens etablering i Danmark. Stenen hører indholdsmæssigt sammen med Bække-stenen. Indskriften lyder "Tue, Ravns ætling, huggede disse runer efter Thyre, sin drotning". Drotning tolkes som sin drots hustru. Stenen refererer derfor til samme emne som Bække-stenen og en runesten ved Horne nær Varde. Ravneunge Tue er den eneste person, der har rejst 3 runesten. Læborgstenen har været forsøgt kløvet sandsynligvis til bygge- eller vejmateriale. I mange år manglede et stykke af stenen, som det var lykkedes at kløve af. Men i 1888 fandt man stumpen i kirkegårdsdiget, og murede det fast på stenen igen.
Læborg-runestenen er antagelig fra vikingetiden, fordi inskriptionen er karakteristisk for runesten fra perioden fra ca. 650 til 1050. Der er rammer om linierne og skilletegn mellem ordene. Selve stenen er en granitsten, der er kommet her til med isen i seneste istid. Israndslinien stod få kilometer øst for Læborg. Stenen er omtalt første gang i midten af 1600-tallet.
