Ærøskøbing

Gå i historiens spor

Er Ærøskøbing en ægte eventyrby?

Det smukke, velbevarede Ærøskøbing ligger på Ærøs nordside, i en naturlig havn beskyttet af Dejrø og tangen Urehoved.

Byen menes at være grundlagt omkring 1250 af markgreverne af Brandenburg der ejede Ærø, og byen har sammen med øen haft stor tilknytning til Tyskland gennem tiden.

Når du bevæger dig rundt i de stille og smukke gader, bliver du ført mindst et par hundrede år tilbage i tiden.

Hvis man nærstuderer detaljerne i det utrolig velbevarede bybillede, vil man hurtigt finde små spor fra markgrevernes epoke, i arkitektur, bemalinger og udskæringer.

Byen kan ses som et monument over fortiden, men samtidig er den en vigtig model for nutidigt boligbyggeri - fordi den udtrykker mange generationers opsamlede erfaring og viden om hus- og bybyggeri.

Og læg mærke til gadedørene, som er udført i smukt afstemte farver og med utrolig fantasifulde udskæringer - hver dør er en historie i sig selv.

Ærøskøbing er helt unik, og udmærker sig ved at være en af de få byer i Danmark, der stadig planmæssigt ser ud som den gjorde da den blev grundlagt i middelalderen. Byen menes at være blevet tildelt  købstadsprivilegier omkring slutningen af 1400 tallet, hvor den fik navnet Kjøbing. Da den var øens eneste købstad blev det derfor til Ærøskøbing.

Udover de intakte byrum fra middelalderen, står den smukke indre by stort set uændret fra 1800-tallet. mange gamle velbevarede huse samlet på et sted ses ikke mange steder i Danmark og giver byen en helt fantastik charme og stemning.

Og i 2002 blev Ærøskøbing tildelt Europa Nostra Prisen for sit bevaringsarbejde med de gamle bygninger. Det skyldes ikke mindst, at byens borgere i stor udstrækning passer på deres by.


Og bag ved den romantiske facade lever byens beboere fortsat deres stille og rolige liv. Det er ikke uden grund, at Ærøskøbing i ind- og udland nyder tilnavnet ’Eventyrbyen’.

Opdateret af:
Ærø Turistbureau post@arre.dk
Ærø Turistbureau

  • Ærøskøbing

  • 5970 Ærøskøbing