Det hvide pumpehus fra 1968 er ikke en arkitektonisk skønhed, men huser tre pumper, som særdeles effektivt sikrer, at Ramme Å ikke løber over sine breder til ulempe for de landmænd, der har jord langs åen. Vandet pumpes ud i Bøvling Fjord, der er toppen af Nissum Fjord.
Ramme Å har sit udspring omkring Bonnet – terrænet falder cirka otte meter over strækningen ned til pumpehuset, der sørger for, at vandstanden i åen konstant er 1,2-1,5 meter under, hvad den ellers ville være.
Før pumpernes ankomst var området nord for Bøvling Fjord ofte præget af oversvømmelser. Under de tidlige efterårsstorme kunne de græssende kvier blive ”fanget” mellem store søer. Så måtte landmanden og hans karle gå igennem vandet og hente kreaturerne hjem. Her var det en fordel at være stedkendt, så man undgik at træde ned i de dybe mosehuller.
Klitten og fjorden
Til højre ligger den 13 kilometer lange tange – Bøvling Klit – der adskiller fjorden fra Vesterhavet. Landevejen til Thorsminde blev anlagt omkring 1950; i gamle dage var der blot et hjulspor. Havet gnasker løs på kysten med varierende grådighed, og det er nødvendigt at kystsikre strækningen.
Sandflugt er et andet problem. Sandet ender visse steder meget tæt på kørebanen, og det må køres væk med store maskiner. Bagefter skal der plantes nyt marehalm for at tøjle de nøgne sandbakker.
Bøvling Fjord er den mest lavvandede del af Nissum Fjord, og den lave vandstand var stærkt medvirkende til, at både landmænd og selskaber op gennem 1800-tallet forsøgte at tørlægge dele af Nissum Fjord – blandt andet Bøvling Fjord – så fjordbunden kunne omdannes til landbrugsjord. Der blev gjort flere ihærdige forsøg, men alle mislykkedes med store tab til følge.
Landbrugsministeriet udlagde i 1976 Bøvling Fjord som vildtreservat for at skabe et beskyttet fristed for områdets ynglefugle og for de trækkende ande- og vadefugle, der gæster fjorden.
Afgræsning De græssende kreaturer har stadig fri adgang til arealerne, hvor et driftsselskab af lodsejere styrer afgræsningen af cirka 100 hektar ved at udleje engene til landmænd, som har 150 kreaturer på græs sommeren igennem.
Det var en større opgave at få samlet de interesserede lodsejere i et selskab. Der var nemlig mange små parceller – de mindste matrikelnumre
var under 1000 kvadratmeter. De stammer fra den tid, hvor landmanden solgte sin parcel til en jæger og samtidig bevarede retten til at bjærge hø fra arealet. Den største matrikel er på syv hektar.
Afgræsningen gavner engfuglenes ynglemuligheder. Engfugle som klyde og rødben foretrækker at have deres reder i det åbne landskab, så en potentiel fjende kan spottes på lang afstand.
Markerne er også indhegnet ud mod fjorden, og indhegningen er ikke kun for at holde dyrene inde. Det er også for at holde andre kreaturer ude. Det er sket, at kreaturer fra den anden side af fjorden ved lavvande er vadet over til de artsfæller, som de ved normal vandstand kun kan iagttage på afstand. Hvis dyr fra to besætninger blander sig med hinanden, skal der tages blodprøver for at konstatere, at de ikke har smittet hinanden med sygdomme
Prøvestationen
De store forsøgsmøller – placeret på den statsejede Høvsøre Prøvestation fra 2002 – testes her, fordi vindforholdene ofte har samme styrke som ude på havet. Naboerne har været voldsomt generet af møllernes kraftige lysglimt, men generne er dog med årene reduceret.
Tekst: Allan Damgaard, august 2010
