Familie: Tegnet er placeret i rundkørslen Ringvej Syd - Sønder Boulevard. Tegnet er i familie med Solen, som står i rundkørslen Bjørnevej - Sønder Boulevard.
Fortælling
Solen og Tegnet handler om, hvad det vil sige at være menneske. Tegnet er en opfordring til at tænke over det særlige i at være menneske. Som andre levende væsner – tænk på fuglene og køerne på en solskinsfyldt forårsdag – glæder vi os over en skyfri himmel. Men vi adskiller os på et særligt punkt: Vi er tilsyneladende de eneste væsener på Jorden, som gør tegn og symboler af Solen. Det deler vi til gengæld med alle andre mennesker på Jorden – lige fra vi har lært at tegne.
Form
Tegnet er inspireret af bronzealderens soltegn, som kendes fra et stort antal helleristninger. Her er solen afbilledet som en cirkel med et kryds eller kors i midten. Derudover er Tegnet ide-mæssigt inspireret af alle de symboler, tegn og betydninger, mennesker gennem tiden har gjort sig af solen og af solens gud. Fra ægypternes Ra, sumernes Utu, bronzealderens helle-ristninger og grækernes Helios til Inkaernes Pacha Mama. For blot at nævne nogle få.
For Jacob Jensen Design hører der en ganske særlig historie til Tegnet. Den første dag Timothy Jacob Jensen begyndte i mesterlære hos sin far, Jacob Jensen, blev han sat til at tegne lodrette og vandrette streger på et stort papir. Igen og igen, indtil han havde forstået de to dimensioner, der også kan ses som livet og døden. På den anden dag, blev han sat til at tegne cirkler, både som øvelse og som billede på verden. I Tegnet har Timothy gjort den lodrette streg længere end den vandrette som symbol på, at livet er stærkere end døden.